Efter et ærgerligt nederlag til Nordsjælland Håndbold onsdag aften, skal vi lørdag forsøge at rejse os, når vi spiller mod Ribe-Esbjerg HH.
Jyderne har på nuværende tidspunkt 2 point, men hvis man spørger målmand Andreas Haagen, er det ikke noget, man må hænge sig i.
– Jeg synes, de er et bedre mandskab, end hvor de ligger i rækken lige nu. De har været med i mange af de kampe, de har spillet, men er endt med at trække det korteste strå, siger han.
Og der er da heller ingen tvivl om, at de kvaliteter som udeholdet besidder, kan give problemer til morgendagens kamp.
– De har nogle skytter, som på det individuelle skud er rigtig dygtige, og jeg synes egentlig, at de har en fin spilopbygning til de kvaliteter, de besidder. Så har de selvfølgelig en rigtig dygtig streg, der skaber meget ravage defensivt. Og de har også nogle meget kompetente fløjspillere, siger Andreas Haagen.
I sidste sæson lykkedes det dog at få skovlen under det jyske hold på vores hjemmebane. Dér var det særligt defensiven, der fungerede, fortæller Andreas Haagen.
– Vi stod godt defensivt og var meget afklarede med, hvad vi accepterede, og hvad vi ikke gjorde. Det var kendetegnet på de kampe, hvor vi havde succes sidste år.
Og for at succesen skal kunne gentage sig, er der flere ting, vi skal gøre på lørdag.
– Vi skal have skraldet nogle af de fejl væk, som resulterer i nemme mål for de andre hold. Og så skal vi minimere de dårlige perioder. Jeg tror, vi kan udfordre dem på kontraspil, hurtige midte og løb mellem felterne.
Og Ribe-Esbjerg er netop et af de hold, som vi gerne vil lægge os ud med.
– Jeg vil gerne kunne spille op med alle holdene, og Ribe-Esbjerg er derfor ét af dem. Jeg synes, de er i heat sammen med i hvert fald otte andre hold, hvor jeg tænker, at dem vil vi gerne spille op med hver gang i hvert fald.
Vi spiller i Poul Christensen Arena klokken 15:00. Følg kampen på vores Instagram og i Tophåndbold appen.