fbpx

Månedens sidste kamp spiller vi på hjemmebane. Vi møder Bjerringbro-Silkeborg, som vi blandt andet med højt tempo vil forsøge stoppe, så vi kan afvikle kampen på vores præmisser og hente de 2 point.

– Det er jo et meget dygtigt hold. Så vi skal bringe nogle af de ting på banen, som vi er gode til på hjemmebane. Vilje, fight og at stå sammen, siger målmand Andreas Haagen.

På udebane hentede vi ét point mod Bjerringbro-Silkeborg med stillingen 28-28. Og noget at det, der virkede sidst, var blandt andet at få løbet en del, nævner Andreas Haagen. Men det var en udfordring at spille mod midtjyderne.

– Vi stod godt i forsvaret i en lang periode af kampen, og så lavede de lige et målmandsskifte, som gjorde lidt ondt på os til sidst, siger han.

Rutine og taktik

Mens BSHs store stjerne Rasmus Lauge er ude, er holdet, vi møder fortsat spækket med dygtige spillere, som kan gøre det svært for os.

– Der er 3-4 af deres bagspillere, man skal lukke ned for, for det jo er dem, der har bolden mest. Morten Olsen kreerer rigtig mange ting og er rigtig dygtig. Peter Balling er også en god skytte og individualist. Nikolaj Læsø har et brag af en arm, og Magnus Rahbek har god power, siger Andreas Haagen og fortsætter:

– Vi skal finde en måde at åbne deres forsvar på, for de dækker en bundsolid 6-0. Det er de rigtig gode til. Og så har de en masse rutine, og de er dygtige i forhold til taktik. Så jeg håber, at vi kan få dem ud at bevæge sig. Det er nogle store, tunge drenge. Nogle af dem er lidt ældre, og der kommer vores unge ben os måske til gode.

Vi spiller i Poul Christensen Arena lørdag klokken 16:00. Følg med på Instagram og i Tophåndbold appen

Husk også at vi har vores årlige cykelevent TOUR DE TMS fra kl. 14:00-15:00 i Hal C og alle er naturligvis velkomne til at kigge forbi og heppe lidt på rytterne