fbpx

En flot sejr på 7 mål blev det til, da vi spillede på hjemmebane mod Skjern Håndbold i lørdags. Nu skal vi igen op mod nogle af de allerstærkeste kræfter. Denne gang bliver det Aalborg Håndbold, som vi onsdag aften spiller mod i Gigantium.

– Vi møder et hold, som er et af de helt store – også internationalt. De vil gerne spille med i toppen både i den danske liga og i Champions League. De giver den fuld skrue og skal altid vise, at de er de bedste. Sådan siger målmand Malte Eichhorst om onsdagens modstander.

Da vi mødte Aalborg Håndbold i starten af denne sæson, viste de da også deres suverænitet og inkasserede 41 mål mod os i en kamp, der endte med et nederlag på 12 mål. Og for at det ikke skal ske igen, er der nogle ting, der er essentielle, at vi gør, siger Malte Eichhorst.

– Uanset resultatet, eller hvad det skulle stå undervejs, så går vi 100% ind i det og holder vores aftaler. Vi skal vise, at vi kan være med og giver den gas. Så for os handler det om at komme ud med et godt udtryk og vise, hvad vi står for.

Ting at trække på

Qua vores gode kamp mod Skjern, er der flere ting, der kan trækkes på, når vi skal stå op imod Aalborg.

– Vores samspil mellem forsvar og keeper var godt, og alt det, vi snakkede om i taktikken, gik op i en højere enhed. Så hvis vi kan finde koncentrationen og det udtryk igen, så tænker jeg, at det godt kan gå, siger Malte Eichhorst.

Men det er et hold, som udfordrer på alle måder, understreger han.

– På alle positioner har de nogen, der er en klasse for sig, så vi kan ikke bare sige, at vi lader en person gå. De er rigtig stærke på mand-mand og skud udefra. De kan det hele. Også forsvaret – de er et rigtig godt all-around team.

Kampen spilles klokken 19:00 i Aalborg. Du kan følge med på vores Instagram eller i Tophåndbold appen.