Fredag aften fik TMS Ringsted den bedst tænkelige start på slutspillet, da de vandt over Fredericia HK med slutresultatet 28-25.
At starte slutspillet med en sejr over puljens nummer 1, var uden tvivl en fed oplevelse, siger bagspiller Benjamin Hallgren.
Tirsdag aften går det løs igen, når 2. runde skal afvikles. Her skal TMS Ringsted til Gudme og forsøge at lægge sig ud med GOG.
GOG har selv et enkelt point med over fra grundspillet, men de kommer med et nyligt nederlag i bagagen, da de i weekenden tabte deres første kamp i slutspillet til Skjern. Men det er ikke er noget, som Benjamin Hallgren tror, svækker dem.
– Jeg tror egentlig ikke, at det har så meget at sige, fordi det er slutspil, og de vil gerne vinde. Så jeg tror jo, at de vil møde ind til hver kamp med det samme fokus.
– Og så tror jeg også, at de godt er klar over, at vi er et hold, der spiller godt og præsterer. Så de kommer til kampen med lidt ekstra pres, fordi de netop har tabt en kamp, men er samtidig klar på, at de skal vinde den kamp.
Defensiven skal på plads
I grundspillet var det også tydeligt at se den kvalitet, som GOG besidder. Og begge gange holdene mødtes, formåede GOG at tage de 2 point. Alligevel ser Benjamin Hallgren nogle lyspunkter fra det nyligste opgør mellem de to hold.
– Da vi spillede mod dem herhjemme sidst, var det nok den kamp, hvor vi fik en forløsning i vores angrebsspil. Vi lavede 32 mål. Så lavede de 37 mål, så de scorer bare sindssygt mange mål, og de har mange spillere, som er helt vanvittigt gode, siger han.
Derfor mener Hallgren også, at det i høj grad kommer til at handle om at få defensiven til at fungere.
– Det bliver afgørende, at vi får sat det forsvarspil, vi har været gode til igennem hele sæsonen.
– Så hvis vi får nogle redninger, lidt tænding på og udfordrer de spillere som virkelig kan noget, så er der muligheder. Men det bliver selvfølgelig vigtigt, at vi får sat forsvarsspillet.
Kampen kan ses på TV2 Play klokken 20:00, og den kan følges på vores Instagram og i Tophåndbolds app.