fbpx

Søndag aften går vi på banen i Skjern, i det der bliver vores sidste kamp i slutspillet og den sidste ligakamp i denne sæson.

Efter nederlaget til Fredericia HK i sidste weekend, er det ikke længere muligt at spille med om en semifinaleplads. Men selvom der ikke er noget på spil, er det alligevel en kamp, som bliver vigtig for holdet, siger cheftræner Marc Uhd,

– Vi vil rigtig gerne prøve at slutte sæsonen ordentligt. Så vi tager til Skjern med et håb og en lyst til at ville slutte sæsonen bedst muligt af.

At få sluttet sæsonen godt kan dog blive svært, når man skal møde et hold som Skjern, der har præsteret godt i slutspillet.

– Skjern er favoritter, og det er de jo, fordi de er dygtige, siger Marc Uhd.

– Det er et hold, der er motiveret for at komme i en semifinale. De skal bruge point, og det er klart, at det bliver en svær størrelse.

Samtidig tror Marc Uhd også, at kampen kan komme til at bære præg af, at holdene står to vidt forskellige steder, i og med at Skjern netop spiller om at skaffe sig en billet til semifinalerne, mens TMS ikke kan nå det.

– Jeg tror, det bliver en kamp, hvor motivationsforskellen selvfølgelig spiller ind på et tidspunkt.

Et stærkt hold

Foruden den motivation Skjern vil komme med, har de nogle yderste stærke spillere på holdet, som i tidligere kampe har skabt problemer for TMS, og som Marc Uhd også ser en udfordring i ved den kommende kamp.

– Jeg synes, at de to backs, Gaudin og Nazaré, spiller med stor selvtillid og tryghed nu her. Så synes jeg, at de har et rigtig godt forsvar med Buric og Bergholt, og en super keeper i Bonde.

For at kunne løse dét, som Skjern kommer med, skal der derfor blandt andet kigges på, hvad der fungerede, da Skjern gæstede TMS i april, og vi tog sejren.

– Der var vi gode, og vi fik afviklet på vores præmisser. Så selvfølgelig er det jo det, vi gerne vil prøve at kopiere. Det kan man aldrig helt, men i hvert fald prøve at se, om vi kan lykkes med mange af de samme ting, siger Marc Uhd.

Kampen spilles i Skjern Bank Arena søndag den 5. maj klokken 18:00. Du kan som altid følge med i Tophåndbold appen og på vores Instagram.