fbpx

En uafgjort kamp mod Nordsjælland Håndbold og en sejr i pokalopgøret mod IF Stadion, har givet TMS Ringsted masser af selvtillid til igen at tage kampen op mod et af Ligaens tophold.

Opgøret kommer til at foregå lørdag den 24., når Bjerringbro-Silkeborg besøger TMS Ringsted.

Udeholdet råder over flere store profiler – herunder Rasmus Lauge og Morten Olsen. Men kvaliteten er at finde over hele banen, så det er vigtigt ikke at komme til at fokusere for meget på de helt store profiler, siger stregspiller Hakan Sahin.

– Det er klart, at fokus ligger meget på Rasmus Lauge. Men man må heller ikke have for meget fokus på ham, for så kan man hurtigt negligere de resterende spillere, og Bjerringbro-Silkeborg har nogle rigtig dygtige spillere på alle positioner.

Men på trods af de store talenter, er BSH et hold, som det godt kan lade sig gøre at spille op med, mener han.

I forsøget på at hente point mod udeholdet, der ligger nummer 3 i Herreligaen, skal TMS dog være skarpe i alle parametre af spillet. Og mod Bjerringbro-Silkeborg er der nogle helt klare ting, som holdet skal gøre.

– Det vigtigste vi kan gøre, er i min optik at matche deres intensitet og deres fysik, og det føler jeg godt, vi kan. Specielt i det defensive. Hvis vi begrænser de tekniske fejl, så har vi givet os selv gode forudsætninger for at komme hjem og stå, og når vi kommer hjem og stå, er vi allerbedst, siger Hakan Sahin.

– Vi skal også være virkelig disciplinerede og sørge for, at bolden er sikker hele tiden, så vi ikke bliver løbet over ende til sidst.

Det blev et 4-målsnederlag på 31-27, sidst holdene mødtes. Det var en kamp, hvor de to hold fulgtes ad i store dele af opgøret, men hvor BSH trak fra til sidst.

TMS gik derfor fra kampen med følelsen af, at de godt kunne have spillet op mod det ellers stærke BSH-mandskab. Derfor er TMS også klar til at tage revanche på lørdag.

– Jeg synes, vi er et helt andet hold i dag, end vi var, da vi mødte dem sidst. Jeg synes, vi er blevet bedre, og jeg tror godt, vi kan drille dem, siger Hakan Sahin.

Kampen bliver spillet i Poul Christensen Arena klokken 16:00. Den kan desuden følges på Instagram og i Tophåndbold appen og husk at vores 1. divisions kvindehold varmer hallen op fra kl 1330 med deres hjemmekamp mod DHG.