fbpx

Lørdag aften skal vi forsøge at hente vigtige point, når vi spiller mod Skjern Håndbold. Igen er der lagt op til en hård kamp, hvor fysikken kommer til at spille en stor rolle. Samtidig bliver det et opgør, der sagtens kan ende med at blive meget tæt, siger målvogter Tobias Lantz.

– Det bliver en hård kamp. Skjern er et hårdt hold. Det synes jeg også, man kunne se på den kamp, de spillede mod GOG. De vandt stort set på fysikken, og det tror jeg også, de vil prøve på i den her kamp – men det vil vi jo selvfølgelig også.

Tidligere på ugen led TMS et 3-målsnederlag til GOG. Men ifølge Tobias Lantz er det ikke noget, der hverken hæmmer dem, eller spiller en negativ rolle for, hvordan de går ind til kampen mod Skjern.

– Jeg tror, vi har taget det som en positiv oplevelse, at vi kan presse GOG. Så jeg tror ikke, den ligger som en negativ ting i hukommelsen. Der er ikke nogen grund til at hænge med hovedet, når man leverer, som vi gjorde mod GOG.

De dårlige perioder skal minimeres

I mellemtiden har Skjern fået den bedst mulige start på slutspillet med to sejre ud af to mulige, og det tror Tobias Lantz, man vil kunne se på dem.

– Det tror jeg, man kommer til at se det fra start af. Jeg er sikker på, at de kommer med en kæmpe gejst, hvor de tør at skyde på de fleste chancer, og hvor de ikke kommer til at tøve. Det skal vi prøve at sætte en stopper for, siger han.

Men det bliver ikke en nem opgave, da Skjern er et hold med masser af dygtige spillere.

– Der er en Joaquim Nazaré, som er godt spillende og en Noah Gaudin også.

Men de er jo alle fremragende håndboldspillere, og de kommer med høj fart og selvtillid fra de to andre kampe.

Udover at det bliver vigtigt at få styr på Skjerns spillere, skal holdet også have fokus på at minimere de dårlige perioder, som har sneget sig ind de sidste par kampe, og som var med til både at lukke Fredericia og GOG ind i kampen igen.

– Vi skal ikke komme ind i en dårlig periode igen, for det er det, vi har mistet momentum på i de andre kampe. Derfor skal vi sørge for, at de ikke kommer for tæt på målet og bliver ude bag 3-meteren, siger Tobias Lantz.

Kampen bliver spillet i Poul Christensen Arena klokken 17:45. Den kan både følges på Instagram, i Tophåndbold-appen og ses på TV2 Play.