Vi tager hul på novembers kampe med en udebanekamp mod Bjerringbro-Silkeborg søndag aften. Og der er tale om et hold, der har haft en god sæson indtil nu og ligger nummer 3. i ligaen.
– De ligger nummer 3., så de har præsteret ret godt, men det kunne være fedt at vinde – særligt på deres udebane. Der er nogle gode individuelle kvaliteter blandt BSHs spillere. For eksempel Rasmus Lauge, han er meget stærk, og Morten Olsen har også en masse erfaring. Der er en masse kvalitet i deres måde at spille sammen på.
Sådan siger stregspiller Simon Ooms, der også forklarer om det klare fokus, de skal have på særligt Rasmus Lauge.
– Vi skal fokusere meget på Lauge. Han scorer mange mål, og derfor skal vi tilpasse vores defensiv lidt, så vi kan tage imod ham, siger Simon Ooms, der også kommer ind på de kvaliteter, BSH har i målet.
– Mikkel Løvkvist på målet har også nogle klare kvaliteter, men det har vi ikke på samme måde fokus på, for så kan man blive mindre sikker. Så det er vigtigt bare at skyde, som man plejer.
Styr på forsvaret
Ifølge Simon Ooms er det særligt defensiven, der skal være styr på. Et godt forsvar får nemlig direkte indflydelse på et velfungerende spil.
– Jeg tror altid, at forsvaret er den vigtigste del, for hvis forsvaret er godt, kan vi løbe. Så det vil hjælpe os en del, hvis vi har styr på forsvaret.
– Vi skal spille, som vi spillede sidste kamp. Det handler om at spille hurtigt, løbe og køre dem trætte. Så skal vi fokusere på ikke at miste bolden og spille solid og sikker håndbold, siger han.
Kampen fløjtes i gang i JYSK Arena Silkeborg klokken 18:30. Du kan følge med på vores Instagram og i Tophåndbold appen.