En ”lidt speciel” kamp. Sådan beskriver bagspiller Dines Kjeldgaard den kamp, som venter os torsdag aften. Her skal vi nemlig spille mod Ribe-Esbjerg HH, som har tidligere TMS Ringsted træner, Marc Uhd, som deres nye cheftræner.
Det er altså en kamp, hvor vi har særligt godt kendskab til deres træner, og deres træner har særlig godt kendskab til vores spillere.
– Marc kender jo alt det, vi spiller, og vi har da også nogle tanker om, hvad han kunne bringe ind på banen. Så det er lidt som et kortspil, hvor begge ved, hvad hinanden har på hænderne. Derfor tænker jeg, at taktikbrættet nok skal komme i brug hos begge hold, og jeg tror, at trænerne gerne vil prøve at kontrollere forløbet. Men vi er altid glade for, hvis der kommer noget kaos, siger Dines Kjeldgaard.
Et hold, der ligger godt til os
Ribe-Esbjerg har kæmpet med deres spil i denne sæson og ligger på en 13. plads med 6 point. Men det er et hold, der udfordrer og spiller tæt med alle holdene i ligaen. Det samme gjaldt for vores kamp mod dem tilbage i oktober, som endte 33-32 til vores fordel. Dér, hvor Ribe-Esbjerg blandt andet er stærke, er hos deres skytter, fortæller Dines Kjeldgaard.
– De har nogle skytter, som hvis de først får hul på at skyde de bolde ind, så kan det være rigtig svært at vinde over dem. De er gode til deres første system, men når de så kommer ud i de lange angreb, tror jeg, at vi har fordelen.
Men der har været et par ting, der skulle rettes op på fra forrige kamp, for at vi kan stå stærkest muligt til den kommende mod Ribe-Esbjerg. Vi måtte desværre gå fra kampen mod Nordsjælland Håndbold med et nederlag, og i den kamp ved Dines Kjeldgaard godt, hvad der manglede.
– Vi havde nogle ting i forsvaret, hvor der var store udfordringer, men det har vi snakket om, og det tror jeg helt sikkert ikke bliver et problem på samme måde.
Jeg tror egentlig, at Ribe-Esbjerg ligger rigtig godt til os, afslutter han.
Kampen spilles i Blue Water Dokken klokken 18:30. Følg med i Tophandbold appen og på vores Instagram.