Efter skuffelsen i Roskilde kunne man mistænke truppen for at være for skuffede til at rejse sig mod Vendsyssel fra den nederste del af tabellen. Samtidig var Katrine Thomsen ude pga. studietur, hvilket er lagt oveni fraværet af store profiler som Amanda Dahl og Liza Olsen. Det sammenlagt med 9 kampe i træk uden sejr over Vendsyssel, ja det så ikke godt ud.
På positiv-siden var Sofie Lang tilbage i truppen.
Men jeg må lette uendeligt meget på hatten over det håndboldhold, vi har med at gøre her. Bum og 7-1 efter 10 minutter og også omkring dette tidspunkt går der et sug igennem hallen. Vendsysselprofilen Nadja Jensen styrter til jorden med et skrig, i noget der ligner en alvorlig knæskade. Vi håber alt det bedste og ønsker god bedring! Da kampen bliver startet igen, holder vi føringen og er aldrig foran med mindre end 3. Forskellen til pausen er 17-10, efter vi har vundet de sidste 5 min. 4-0.
Havde man ikke lige smidt en 6 måls-føring i sidste uge, ville man mene, at kampen var afgjort. Var den ikke det, så er den det vel reelt med 19 minutter igen, da Cecilie Dalmose scorer til 22-13 på straffekast, en disciplin hvor hun endnu en gang var stensikker.
Via 27-17 vinder vi kampen med knusende 34-19 og får altså den første sejr over Vendsyssel nogensinde. Imponerende bedrift af pigerne, hvor jeg er nødt til at fremhæve Natascha Wollesen, som spiller 2×30 i begge ender. Men også Louise Wendelbo, Emma Navne, Charlotte Bisser og Trine Mortensen spiller mange minutter i begge ender uden at lave nævneværdige fejl. Samtidig med at dem, som kommer ind fra bænken, virkelig bidrager!
Vi tager bunker af selvtillid med til en vigtig weekend, hvor hold 1 tager til Aalborg for at møde topholdet. Og hold 2 spiller topkamp i 3. division hjemme mod HØJ.
Målscorere for TMS Ringsted: Cecilie Dalmose og Trine Mortensen 7 hver, Natascha Wollesen 6, Charlotte Bisser 5, Emma Navne 4, Siw Matras og Ida Kingo 2 hver, Louise Wendelbo 1.