fbpx

Efter sejren over Lyngby på hjemmebane fik vi lagt den dårlige præstation i Gudme bag os. Lørdag skulle vi så vise, at vi kunne præstere på udebane også. En af de længste ture, nemlig Bjerringbro ventede os.

Bjerringbro havde i de foregående spillet lige op med nogle af topholdene, men endte i alle opgørene med at tabe de sidste 10-15 minutter.

Vi var til kampen uden Amanda Dahl, der af private årsager havde fået kampen fri. Mens Liza Olsen var tvivlsom med en dårlig finger, men hun endte dog med at spille noget af tiden.

Vi prøvede at overraske Bjerringbro med et 5-1 forsvar, som havde haft stor succes i Lyngby-kampen. Vi finder dog aldrig rigtig højden i dette forsvar og får først rigtig fat, da vi går ned i 6-0. Derfor kommer vi også bagud 8-6, inden vi slutter godt af og fører 9-10 ved pausen. En alt for lille føring, da vi i den sidste del af halvlegen brænder alt for store chancer, og derfor får vi ikke fuld gevinst i vores forsvarspil.

I 2. halvleg starter vi stærkt og vinder 0-4 i de første 5 minutter. Og hullet er slået til 9-14. Det hul holder vi nogenlunde indtil 17-20, inden vi igen rammer en periode, hvor chancerne bliver misbrugt, og vi får en meget mærkelig udvisning af dagens ellers udemærkede dommerpar. Derfor står den pludselig 19-20, og en ny skuffelse på udebane lurer. Her skal der lyde en stor ros til pigerne for at bevare roen totalt og gå til 19-24, blandt andet på 3 flotte langskudsmål af Emma Navne. Derfra blev det aldrig spændende, og da Bjerringbro går op og dækker på hele banen, udnytter vi 7 mod 6 reglen, så de er nødt til at gå tilbage. Kampen slutter 23-26, og vi kan sætte 2 point ind på kontoen.

En super indsats, hvor vi er lidt for længe om at ramme tingene forsvarsmæssigt og brænder lidt for meget.

Samtidig kan vi alle klappe i hænderne over, at Ida Kingo fik 10 minutter på banen, de første efter et langt skadesforløb!

Næste opgave er Skanderborg hjemme, når der er dobbeltarrangement i Dansk Kabel TV Arena. Så jeg og pigerne håber, at vi ses lørdag kl.14.00!

Målscorere for TMS Ringsted: Emma Navne 5, Natascha Wollesen, Charlotte Bisser, Trine Mortensen 4 hver. Louise Wendelbo, Siw Matras, Sofie Lang, Ida Kingo hver 2, Liza Olsen 1.

Dennis Jensen
Cheftræner