TMS satte to halvlege sammen og vandt over tophold.
Søndag eftermiddag havde TMS Ringsteds 1.divisions damer taget turen til Fredericia, hvor kampen blev afviklet i en kulisse, der bar præg af, at der var Danmark-Ungarn i fjernsynet. Så der var ikke mere end 130 tilskuere til kampen, selvom Fredericia inden kampen lå i top 3 i rækken. De tilskuere, der var mødt op, var vidne til en tæt første halvleg med små føringer til begge hold. Begge hold havde det svært defensivt, men vi får lidt fat i den sidste periode og fører 12-13 ved pausen.
Pausen bliver brugt på at snakke de sidste ting i forsvaret igennem, og så snakker vi om, at vi får splittet Fredericia-defensiven ad, når vi holder bolden i gang.
2. halvleg starter med TMS i teten, og vi virker som det hold, der har brugt pausen bedst og fået justeret på de ting, vi skulle. Men Fredericia slipper ikke med det samme og er med til 17-17. Herefter slår vi et hul til 17-20, og derefter går vi til 18-24 med 11 minutter igen. Her går dampen lidt ud af kampen, og Fredericia giver lidt op, og holdene deler mål. Til sidst får hjemmeholdet pyntet, og TMS kan række armene i vejret og juble over en 22-27 sejr.
Stor forløsning efter to ærgerlige hjemmebanenederlag, og vi viser virkelig karakter med en rigtig holdindsats.
Målscorere for TMS Ringsted: Caroline Rasmussen og Trine Mortensen 6 hver, Amanda Dahl 5, Charlotte Bisser 3, Louise Wendelbo og Liza Olsen 2 hver, Natascha Wollesen, Sofie Holst og Sofie Lang 1 hver.