fbpx

Lyngby HK, som har haft en svær start på sæsonen, var lørdag på besøg i Dansk Kabel TV Arena. Men det var et forstærket Lyngby-hold, som har fået Nicole Leonhardt hjem fra Tyskland, mens flere spillere som Simone Spur og Mette Beider er begyndt at komme i gang. Så vi gik ydmygt til opgaven, og det var heldigt! Hele første halvleg halter vi efter og er bagud med 3-4 stykker flere gange, men en god afslutning og godt målmandsspil af Sofie Juhl i målet gør, at vi kan gå til pause bagud med kun en enkelt ved stillingen 9-10.

Hele 2. halvleg er tæt, men vi kan ikke rigtig komme foran og få slået hullet til Lyngby HK, og først ved 18-17 kan Trine Mortensen bringe os foran. Dette sker med 12 minutter igen. Men hullet udebliver, og med 6 minutter igen finder vi os selv bagud med 19-20. Men vi får sat de sidste angreb godt op, og Kamilla Davidsen tager fra i målet, og derfor vinder vi perioden 4-2 og vinder kampen 23-22.

Der har været meget polymik omkring de nye regler med at tage målmanden med frem, men det var altså først i kamp nummer 11, at vi så en målmand kaste den i tomt mål, da Sofie Juhl scorede sit første mål i sæsonen.

Målscorere for TMS Ringsted:
Caroline Rasmussen 6, Trine Mortensen og Siw Aabech 4 hver, Sofie Holst, Sofie Lang og Liza Olsen 2 hver, Amanda Dahl, Sofie Juhl og Patricia Szölögi 1 hver.

Nu venter DHG Odense!

12. kamp i 1.division, og den sidste i 2016. En kamp, der afgør, hvor højt vi kan grine, mens vi nyder juleanden sammen med vores familier. Sæsonen er efter 11 kampe mere end godkendt, men kampen i DHG Odense afgør, hvor sjove kampe vi har efter jul.

Vinder vi i Dalum-Hallen blander vi os helt oppe i toppen samtidig med, at vi laver afstand til den lave ende af midten. For selvom vi synes, vi har gjort det rigtig godt, er status, at vi kun har 4 point ned til EH Aalborg, som ligger på en kval-plads om nedrykning. Dog har vi en kamp hjemme mod Hadsten i hånden. Så vi tillader os at kigge opad, men med et halvt øje ned.
Vi håber, at nogle vil tage turen til Odense og støtte damerne. Kampen starter kl.13.30 i Dalum Hallen.

Dennis Jensen
Assisterende træner